Kvinden i sort [antikvár]

Juleafien Klokken var halv ti, juleaften. Pa vej gennem den lange hall i Monk's Piece fra spisestuen, hvor vi netop havde nydt der forste af mange festlige mältider, til daglig-stuen med ildstedet som min familie nu havde samlet sig omkring, tovede jeg og gik sa, som jeg ofte gor om aftenen, hen til hoveddoren, äbnede den og trädte udenfor. Jeg har altid holdt af at traekke lidt frisk luft; om aftenen, at indände duften, hvad enten den er mild og sodt parfumeret af midsommerens blomster, tung af bälrog og muldjord om efteraret eller knasende kold af frost og sne. Jeg holder af at se mig omkring, pa himmelen over mit hoved, hvad enten der er mäne og stjerner eller helt sort, og ind i morket foran mig; jeg holder af at lytte til nattens skabninger og vindens klagende stigning og fald, eller regnen der trommer pä frugttrceernes blade, jeg nyder vindstodene der kommer op ad bakken til mig fra de flade enge i floddalen. I aften maerkede jeg straks med stör lettelse at der var sket en aendring i vejret. Hele den foregaende uge havde